Om Thy-Zen

Thy-Zen – mere end en webshop

Thy-Zen startede med værdier – ikke med produkter.

For mig handler Thy-Zen om bevidsthed og omtanke. Om de valg, vi træffer, og om at skabe et hjem og et liv, der afspejler det, vi tror på.

Når jeg udvælger produkter til webshoppen, gør jeg det derfor ikke kun ud fra, hvad der er flot eller populært. Jeg leder efter produkter, der på hver deres måde afspejler nogle af de værdier, jeg selv tror på – blandt andet bæredygtighed, respekt for menneskerne bag produkterne, traditionelt håndværk, lokal kreativitet og holistisk tænkning.

Jeg ønsker, at produkterne skal være med til at skabe en særlig stemning i hjemmet – ro, nærvær, varme og små åndehuller i en travl hverdag. Produkter, man ikke nødvendigvis bare køber for at fylde et hjem, men som gerne må invitere til at stoppe op og være til stede.

Men bevidste valg handler ikke kun om, hvad vi køber.

De handler også om hvordan vi lever vores liv, hvordan vi bruger vores tid, og om vores arbejdsliv stemmer overens med vores værdier.

Når livet eller arbejdslivet kalder på forandring

Som uddannet socialrådgiver har jeg gennem mange år arbejdet med at rådgive og støtte mennesker. Jeg har samtidig mange års erfaring med coaching og med at hjælpe mennesker med at få øje på nye muligheder for deres arbejdsliv.

Jeg har også selv gået vejen og ved, hvordan det føles at stå et sted, hvor man længes efter noget andet og måske har brug for hjælp til at finde modet og retningen.

Derfor tilbyder jeg gennem Thy-Zen holistisk socialrådgivning og coaching til mennesker, der står i en svær periode, har brug for hjælp til at navigere i systemet eller ønsker at skabe en ny retning i deres arbejdsliv.

For mig hænger det hele sammen.

Det handler om mennesker, værdier og bevidste valg.

Mød mig

Jeg hedder Nadia, og jeg er mennesket bag Thy-Zen.

Jeg tror på, at vi nogle gange har brug for at stoppe op, mærke efter og blive klogere på, hvad der egentlig er vigtigt for os.

Det er den tilgang, jeg forsøger at bringe med ind i alt, hvad Thy-Zen er.

Til dig, der handler med hjertet og forbruger med omtanke. ❤️